Dette billede fik jeg sendt af et kærligt menneske for kort tid siden.  

Er det ikke smukt? 

Næsten som en drøm…   

Og alligevel er det fuldkommen virkeligt.  

For sådan ser her ud en tidlig morgen i Horne. På de gode dage.

Og som indgroet præst tænker jeg, at sådan ser vores liv jo også ud. 

I det små og i det meget større. 

Især hvis man forestiller sig (bare et dristigt øjeblik), at kirken er Guds himmel…. hvad den selvfølgelig ikke er. 

Men alligevel: står vi ikke alle sammen netop sådan, netop her - med fødderne plantet i plovfuren, mens vi kigger gennem disen mod himlen.  

Ud mod en guddommelig horisont. 

Der er så nær og fjern på samme tid. 

En horisont, der er en uundværlig del af vores liv. 

Og alligevel er der en dis imellem. 

En tåge, der adskiller os. 

Og som vi ikke kan gennemskue. 

Vi kender ikke vejen gennem disen. For vi kender ikke engang vejen fra morgen til aften. 

Der er slør allevegne. 

Men netop derfor er det godt at vide, at bagved dukker himlen op.  

Og at tårnet på kirken peger opad.